Nyhed - Udland

Jacob Christian Ehrbahn

Politiken

Nyankomne rohingya-flygtninge på vej mod de mange flygtningelejre der er opstået de seneste fire uger. Mohammad Younus i Barcelona-trøjen er 12 år. I kufferten bærer han tøj, som familien har fået med sig. Siden 25. august har over en halv million civile rohingyaer på under fire uger forladt Myanmar. Nu befinder de sig i et kaos i Bangladesh, hvor landets hær sammen med ngo'ere og frivillige prøver at skabe nogle tålelige rammer for de mange nye flygtninge. Khariakhali, Teknaf, Bangladesh, den 22. sep. 2017.

Jacob Christian Ehrbahn

Politiken

I et skovbryn tæt ved Balukhali-lejren venter nyankomne flygtninge, der har krydset grænsen til fods, på nødhjælp uddelt af private velgørere. Inden den bangladeshiske hær overtog kontrollen med uddelingen af nødhjælp, rullede mange private velgørere ind med lastvogne og delte alverdens ting ud, på må og få. Det er vigtigt for velgørerne at tage billeder af uddelingen og at tage mange selfies med flygtningene.

Jacob Christian Ehrbahn

Politiken

Blandt de ting, som flere familier har slæbt med på flugten, er solcellepaneler, som giver dem mulighed for at få elektrisk lys og oplade deres mobiltelefoner - hvis de ellers har en.

Jacob Christian Ehrbahn

Politiken

Der opstår ofte kaos og tumult ved udleveringen af nødhjælp på den største uddelingsplads i udkanten af Balukhali-lejren, på trods af at hæren prøver at opretholde en vis ro og orden. Tosmin Fara, midt i billedet, har sin 10 måneder gamle datter på armen og skal samtidig sørge for sine to rædselsslagne niecer på 11 år. De er fanget i et inferno af stokkeslag, skrigende mennesker og soldaternes skingre fløjter. Pigerne er flygtet med deres tante, fordi de burmesiske soldater skar halsen over på begge deres forældre. Det lykkes den lille gruppe at få fat i en pose ris og lidt andre fødevarer.

Jacob Christian Ehrbahn

Politiken

Den vigtigste færdselsåre i Balukhali-lejren er en bred, pløret sti gennem de lerede bakker. Flere steder står stien under vand, og man må vade i mudder til op over anklerne.

Jacob Christian Ehrbahn

Politiken

En kvinde er trådt ud af køen til nødhjælp med et barn, der længe har grædt utrøsteligt. Hun forsøger at få lidt luft til sig selv og lidt skygge og ro til barnet. På en stor plads i udkanten af Balukhali-lejren forsøger militæret at få styr på fordelingen af nødhjælp. Flygtningene sidder og står i lange køer. Ofte i mange timer. Nogle gange en hel dag. Uden rigtigt at vide, hvad der vil blive delt ud i den anden ende. Og om det overhovedet bliver deres tur.

Jacob Christian Ehrbahn

Politiken

En mand vasker sig ved en af vandposterne i Balukhali-lejren. I betragtning af, hvor hurtigt Bangladesh har skullet få disse lejre op at stå, kan man være overrasket over, at der overhovedet ER vand. Til gengæld er der voldsom mangel på toiletter. Risikoen for epidemier er høj, når så mange mennesker tvinges sammen under primitive forhold.

Jacob Christian Ehrbahn

Politiken

Aftenbøn på toppen af en af Balukhali-lejrens utallige bakker. Mænd og drenge har i dagevis planeret en byggegrund på stedet, hvor de vil opføre en moské af bambus og presenninger. Indtil da foregår bønnerne under åben himmel blandt byggematerialer.